Jaguar dominerer og fører begge verdensmesterskaber
Med sejr og to podieplaceringer dominerede Jaguar-racerne i den grad årets 2. og 3. afdeling af Formel E. Begge løb fandt sted på den udfordrende racerbane, etableret i det historiske Diriyah nær Riyadh i Saudi-Arabien. Jaguar levede helt op til sin position som regerende verdensmester for teams og det førende team. Derudover sluttede de ligeledes verdensmesterskabets 3. afdeling af med at føre an i kørernes VM.
Jaguar vandt ikke det hele, men næsten. For selvom den regerende verdensmester blandt kørerne, Jake Dennis, kørte sin Andretti-Porsche til sejr i weekendens første løb, årets 2. VM-afdeling, kørte Jaguar fabriksteamets Nick Cassidy i samme løb over målstregen på en stærk 3. plads. Alt imens team-kollegaen Mitch Evans sluttede på en 5. plads.
Dagen efter, i 3. VM-afdeling, fik konkurrenterne det svært. For hollænderen Robin Frijns, der har gjort come-back i Envision-Jaguar teamet, tog føringen fra start. Allerede på 4. omgang i det 92 kilometer lange løb, på i alt 36 omgange, gik Cassidy dog forbi Frijns, og den føring gav han ikke siden fra sig. Perfekt løbsstrategi med velvalgt udnyttelse af Attack Mode betød, at Nick Cassidy tog sin første sejr for Jaguars fabriksteam. Dermed er Cassidy i spidsen af kørernes VM med et forspring på 19 points.
På førstedagen var Mitch Evans startet som 2’er og han var med i toppen løbet igennem. Imidlertid kørte pole-manden, Jean-Eric Vergne, et meget defensivt løb, hvor det kun lykkedes Jake Dennis mere vedvarende at komme forbi. Evans forsøgte en overhaling på løbets sidste omgang, hvor han lå på 3. pladsen, men han blev presset til en overbremsning af en uforudset manøvre fra Vergnes side og faldt i stedet ned på 5. pladsen.
På 2. dagen startede Evans fra 13. pladsen og arbejdede sig op til en point-scorende 10. plads. Lidt længere fremme holdt Robin Frijns stand i et meget tæt løb, hvor blot 6,9 sekunder adskilte den vindende Cassidy fra team-kollegaen på 10. pladsen. Frijns kørte sin Jaguar I-TYPE 6 i mål på en overbevisende 2. plads, blot et sekund efter Cassidy.
I VM for teams har Jaguar fabriksteamet nu et forspring på 21 points og følges af DS og Porsche, mens Envision-Jaguar ligger på en delt 4. plads med Andretti-Porsche.
I kørernes VM fører Nick Cassidy med i alt 57 points, mens Mitch Evans er nr. 5 med i alt 21 point.
Efter de to saudiarabiske VM-afdelinger er der en længere pause i VM indtil 16. marts, hvor årets fjerde VM-løb køres i Sao Paulo i Brasilien.