Jaguar i top før VM-finale - trods store udfordringer

Det lød så indlysende: Et par gode resultater i årets fjerde- og tredjesidste VM-løb, og så var VM-titlen så godt som sikker inden VM-finalen i London. Men i Formel E er ingenting sikkert, og heller ikke altid lige indlysende. Det sidste har med den ekstremt tætte kørsel at gøre, som for alle i kampens hede kan volde problemer.


Det måtte Mitch Evans sande, da han lå til at vinde 12. VM-afdeling på Portland International Raceway i Oregon, USA. Der er tale om en permanent racerbane med beskedne muligheder for at regenerere energi undervejs. Derfor er energistyring en afgørende faktor, og den kunst mestrer Evans og Jaguar. Evans startede fra pole-position og hans Jaguar I-TYPE 6 var først over målstregen, men slutresultatet blev forvandlet til en ottende plads.

Vandt. Men vandt alligevel ikke

Halvvejs i løbet, hvor bilerne lå meget tæt, alt imens deltagerne ligesom vogter på hinanden, ramte Jaguarens frontvinge nemlig en McLaren-racers baghjul, som punkterede. Dommerne mente, at Evans skulle have slækket på farten, om end der var højlydte delte meninger derom. Evans fik en straf på 5 sekunder, hvilket er meget i så tæt et felt. Men en sådan beslutning kan ikke ankes, så i stedet for 25 VM-points for en sejr, måtte Evans nøjes med 4 points for 8. pladsen og de tre, han havde opnået for sin pole-position.


Nick Cassidy lå i løbets sidste fase tæt efter Evans, men igen, fordi der køres så tæt, begik han en kørefejl og røg af banen på næstsidste omgang. Nu gik sejren til Porsches Antonio Felix da Costa, og en formildende omstændighed var det, at hollænderen Robin Frijns kørte sin Envision-Jaguar I-TYPE 6 i mål på 2. pladsen

Evans på podiet

I weekendens andet løb gik det noget bedre for Mitch Evans. Det blev til en tredjeplads efter Frijns’ Jaguar og Da Costas Porsche. Cassidy mistede sin frontvinge tidligt i løbet i et harmonikasammenstød og måtte have ny front. Dermed var han også udenfor pointene i 14. VM-afdeling.


Begge Jaguar kørere havde selvsagt større forventninger til løbene i Portland. Men de kan glæde sig over, at Cassidy fortsat fører kampen om kørernes VM-titel, og at Mitch Evans inden finalen i London d. 20. og 21. juli. ligger på 2. pladsen, blot 12 points efter sin team-kollega. Jaguar fører også fortsat kampen om VM for teams.

Next up: London

Banen i London er radikalt anderledes end den permanente racerbane i Portland. Den er anlagt ind og ud af det store ExCel messecenter i bymidten, og udfordringen for Jaguar teamet er også at holde bl.a. Pascal Wehrlein stangen. Han er godt nok formelt på 3. pladsen i VM, men hans points-score er identisk med Evans’.

Resultat d. 29. juni

  1. Antonio Felix da Costa (PRT), Porsche, 34m00,097s.
  2. Robin Frijns (NLD), Envision-Jaguar I-TYPE 6, +0,415s.
  3. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, +1,440s.
  4. Edoardo Mortara (CHE), Mahindra, +1,701s.
  5. Nico Müller (CHE), Abt-Cupra Mahindra, +2,086s.
  6. Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, +2,634s.
  7. Sam Bird (GBR), McLaren-Nissan, +2,858s.
  8. Mitch Evans (NZL), Jaguar I-TYPE 6, +4,507s.
  9. Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, +5,183s.
  10. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, +5,563s.

Stilling

Kørere:


1. Nick Cassidy (NZL), Jaguar, 167 pts.

2. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 155 pts.

3. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, 155 pts.

4. Antonio Felix da Costa (PRT), Porsche, 134 pts.

5. Oliver Rowland (GBR), Nissan, 131 pts.

6. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, 129 pts.

7. Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, 122 pts.

8. Max Günther (DEU), Maserati-DS, 73 pts.

9. Robin Frijns (NZL), Envision-Jaguar, 60 pts.

10. Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, 55 pts.


Teams:


1. Jaguar, 322 pts.

2. Porsche, 289 pts.

3. DS Penske, 184 pts.

4. Andretti Porsche, 168 pts.

5. Nissan, 157 pts.

6. McLaren (Nissan), 95 pts.

7. Envision (Jaguar), 88 pts.

8. Maserati (DS), 81 pts.

9. ABT Cupra (Mahindra), 38 pts.

10. Mahindra, 25 pts. 11. ERT, 23 pts.