Tættere end nogensinde

Efter at Jaguar scorede gode resultater i det eksklusive Monaco, hvor sæsonens 7. Formel E VM løb fandt sted, var man spændt på den næste store udfordring: To løb i én weekend i 2.300 meters højde i den mexicanske millionby Puebla, 100 km øst for Mexico City.
Pga. Corona pandemien var den kendte Grand Prix racerbane i hovedstaden, udlånt som midlertidigt ”Corona lazaret” mens man i Puebla havde en kompakt og noget slidt permanent racerbane.

De førendes handikap

Det blev ingen super weekend for Jaguar teamet og de to kørere, Mitch Evans og Sam Bird. Men det kunne være gået meget værre, for generelt var der ingen kørere eller teams i VM-toppen, som fik meget ud af det mexicanske besøg. Det kan ikke mindst tilskrives kvalifikations-formatet i Formel E: De seks højst placerede kørere i VM-kampen er først på banen, derpå følger de næste seks osv. Når de første kører er banen typisk støvet og langsom og når det er de lavest placerede i VM’s tur er banen hurtigere og de scorer som regel bedre startpositioner.

Derfor startede Evans fra 12. pladsen og Bird fra 18. pladsen, alt imens Porsches Pascal Wehrlein startede fra pole-position. Begge Jaguar-kørerne arbejdede sig dog op gennem feltet og Sam Bird var avanceret ni pladser, da han blev påkørt af Alex Lynn i Mahindra og dermed var ude af løbet. Påkørslen udløste en safetycar periode, som komprimerede feltet og gjorde det meget vanskeligt for Mitch Evans at aktivere sit andet Attack mode uden tab af placeringer. Det gik da heller ikke: Fra en 6. plads faldt han ned på 11 pladsen, men siden genvandt han tre placeringer og sluttede 8’er – efter at Pascal Wehrlein mistede sejren, fordi Porsche teamet havde begået en administrativ reglementsstridig fejl.

Løbet blev derpå vundet af Audi’s Luca di Grassi, der forinden var lavt placeret i VM-stillingen og hans sejr påvirkede ikke stillingen i VM-toppen.

Points til Evans også om søndagen

I søndagens løb var kvalifikationsproblematikken den samme, Bird og Evans startede fra 15. hhv. 18. pladsen. Birds løb var forbi midtvejs, da han blev påkørt af Lucas di Grassi. Audi-køreren fik en straf og sluttede på sidstepladsen, men det gav ikke Bird løbet tilbage. Evans klarede skærene lidt bedre og kom i mål på 9. pladsen.

Søndagens løb blev vundet af schweizeren Edoardo Mortara, som var blevet 2’er lørdag og han rykkede over weekenden fra 11. pladsen i VM til 1. pladsen. Så lidt skal der til og så tæt er det i Formel E i år.

Evans og Jaguar på 3. pladsen

Mitch Evans ligger efter weekendens to løb bedst til af de to Jaguar kørere på en delt 3. plads, men nok så sigende er det, at der kun er 2 points til 2. pladsen og kun 12 points til den førende Mortara, som næste gang vil opleve den dårligste kvalifikationsgruppe. Begge Mercedes-kørere ligger bag New Zealænderen, men i team-mesterskabet fører Mercedes – med beskedne 3 hhv. 4 points til DS-Techeetah og Jaguar.

Formel E VM 2021 8. og 9. afdeling – Mexico Puebla E-Prix

Du kan se stillingen og følge alle resultater her.