25 juni 2020

TRÅDLØS OPLADNING TIL JAGUAR I-PACE


Jaguar Land Rover har indgået en aftale om at støtte Oslo med taxier, der som de første i verden, kan oplades trådløst. I alt vil 25 Jaguar I-PACE blive udstyret, så trådløs opladning bliver muligt.


Under projektbetegnelsen ‘ElectriCity’ har Jaguar Land Rover indgået et samarbejde med den nordiske taxioperatør Cabonline (NorgesTaxi AS), områdets største ladestationsoperatør Fortum Recharge, den amerikanske teknologiudvikler Momentum Dynamics og Oslo om at udvikle trådløs hurtigladeinfrastruktur til taxier i den norske hovedstad.


Projektet bliver det første trådløse hurtigladesystem til el-taxier i verden. Ved at tilbyde en model til ladeinfrastruktur, som kan implementeres overalt, vil det bidrage til at øge antallet af elbiler globalt set.


Fortum Recharge, som støtter installationen og elektrificeringen af projektet, så behovet for en mere effektiv ladeoplevelse for taxichauffører i Oslo og trak på støtte fra Momentum Dynamics i forbindelse med integreringen af den trådløse opladningsstruktur.


Jaguar Land Rover stiller 25 Jaguar I-PACE-modeller til rådighed for Cabonline, det største taxinetværk i de nordiske lande. I-PACE er konstrueret så den kan anvende Momentum Dynamics trådløse ladeteknologi, hvilket gør modellen ideel til netop denne opgave.


For at sikre en effektiv arbejdsdag har taxichauffører brug for et ladesystem, som ikke medfører, at de skal fravige deres rute i arbejdstiden, hvilket ofte er tilfældet, når de skal lade op ved ladestandere. I stedet installeres flere indbyrdes forbundne ladeplader i jorden med en ladeeffekt på 50-75 kilowatt ved taxiholdepladserne. Dette giver hver enkelt taxi mulighed for at lade op, når den holder i kø til den næste tur. Det kabelfri system, som er placeret i jorden, kræver ingen fysisk forbindelse mellem lader og køretøj, aktiveres automatisk og leverer gennemsnitligt 6-8 minutters energi for hver enkelt opladning op til 50 kW.


Taxien oplades så flere gange i løbet af dagen, når den returnerer til ladeholdepladsen, hvilket sikrer, at batteriet opretholder en høj ladestatus, ligesom der er mulighed for at køre døgnet rundt uden begrænsninger af rækkevidden.


Oslo ElectriCity-samarbejdet er en del af Jaguar Land Rovers ambition om at gøre samfundet mere sundt og sikkert samtidig med, at udledningen reduceres.


Professor Sir Ralf Speth, Jaguar Land Rover Chief Executive, siger: “Vi er stolte af vores erfaring inden for elektrificering, og vi vil gøre det nemmere at eje og bruge elbiler. Taxibranchen er det ideelle testområde for trådløs opladning, især hvad angår eldreven mobilitet med mange kilometers kørsel.


De grundlæggende sikre, energieffektive og kraftfulde trådløse ladeplatforme bliver afgørende for flåder af elbiler, da infrastrukturen er mere effektiv end optankning af konventionelle køretøjer.


Vi er meget begejstrede for at være en del af ElectriCity og stolte over fortsat at være førende inden for elbilsteknologi. Dette er et stort fremskridt i vores bestræbelser på at opnå Destination Zero.”


Oslo bliver verdens første hovedstadsområde, som installerer trådløse, induktionsbaserede ladestationer med høj ladeeffekt til eldrevne taxier for at gøre byens taxier udledningsfri allerede i 2024. Norge ønsker dog at gå endnu længere og indfører regler om, at alle nye køretøjer, der sælges i landet fra 2025, er nulemissionsbiler.