Evans flot VM 2'er med endnu en sejr

Det var tæt på, at VM-titlen endte hos Mitch Evans, men en flot 2. plads i VM er nu ikke at foragte, især ikke når finaleweekenden inkluderede endnu en sejr til den newzealandske Jaguar kører. Mitch Evans vandt det første løb nogensinde i Sydkoreas hovedstad, Seoul, og blev ved samme lejlighed den mest vindende kører i 2022 Formel E verdensmesterskabet.

Seoul E-Prix udgjorde afslutningen på VM og bestod af to VM-runder. I dagene forinden havde byen, der er god for 10 millioner indbyggere, oplevet voldsomme regnskyld og oversvæmmelser, så der var i E-Prix ugen konstant tvivl om, hvorvidt VM-finalen kunne finde sted. Det holdt da heller kke tørt på løbsweekendens første dag. Ikke desto mindre formåede Evans at køre sig ind på 3. bedste startposition.

Det regnede også, da startem gik, men der skulle blot to sving til, så var Jaguar raceren i spidsen, hvor den blev til målstregen var nået. Undervejs udgik en tredjedel af feltet, da kørerne ikke kunnde holde deres biler på banen. Evans kørte et fejlfrit løb og sikrede samtidigt, at VM-afgørelsen blev udsat til søndag.

Fra fire til to

Inden Seoul weekenden kunne 4 kørere vinde VM og afstanden mellem Evans og den VM-førende Mercedes fabrikskører, Stoffel Vandoorne, var 36 point. Med de 25 point, som sejren i lørdagens løb gav Evans, reduceredes Vandoornes forspring til 21, da belgieren selv kørte sin bil ind på en 5. plads. De to øvrige kørere i VM-opgøret, Edouard Mortara i Mercedes og den tidligere dobbelte mester, Jean-Eric Vergne i DS, satte lørdag sig selv ud af VM-kampen.

Alle odds talte naturligvis fortsat for, at Vandoorne skulle vinde VM, da søndagens løb blev sat i gang og det var også sådan det blev, for selvom Evans ydede en fremragende præstation også i søndagens løb, havde et uheld under kvalifikationen sendt ham ned på 13. startposition. Jaguar-køreren kørte sig i løbet op på 7. pladsen, men en VM-titel havde krævet en sejr til Evans - plus et noget dårligere resultat til Vandoorne. Det skete ikke.

Evans sluttede ikke desto mindre sæsonen med manér som vice-verdensmester og i alt 4 løbs-sejre i bagagen – det var tre flere end Vandoorne havde opnået. Men pointsystemet favoriserer de, der kører gode resultater ind over alle sæsonens 16 løb og ikke nødvendigvis vinder mange løb. 2. pladsen var dog to slutplaceringer bedre end i 2021, hvor Evans blev nr. 4 i VM, og det var i sig selv en bemærkelsesværdig fremgang.

Bird: Brækket hånden – i London

Fjerde pladsen var også præcis, hvad Jaguar opnåede i team-mesterskabet i år. For der kræves gode løbsresultater fra begge kørere på et hold, hvis man skal vinde VM for teams, og det har over året knebet noget for Evans’ team-kollega, Sam Bird, der også var ramt af uheld undervejs. Så sent som i sæsonens 4. sidste race (førstedagen i London E-Prix), var Bird involveret i et uheld, som betød en brækket hånd.

Trods den brækkende hånd kørte han sig ind på 8. pladsen dagen efter, men hånden krævede en operation og derfor tilbragte Bird Seoul-weekenden hjemme i England – men bevarede endda sin 13. plads i VM. I Seoul blev Birds bil kørt af teamets reservekører, Norman Nato, der selvsagt havde vanskeligt ved lige fra sidelinjen at springe ned i bilen og oven i købet køre den på ukendt terræn under yderst vanskelige kørselsforhold. Han sluttede de to løb på hhv. 13. og14. pladsen.

Fokus på 2023 med bl.a. helt nye biler

Nu er Formel E sæsonen forbi og der er øjeblikkelig fokus på 2023 Formel E verdensmesterskabet, der efter planen starter i Mexico City d. 14. januar. Begge kørere, Evans og Bird fortsætter hos Jaguar i 2023, hvilket kan være en stor fordel, for i den mellemliggende periode gennemgår alle teams en intensiv test af den helt nye såkaldte GEN3 Formel E racerbil, der er bygget efter et helt nyt reglement. Og til næste år skal Jaguar også levere drivliner til Envision-teamet.

I 2023 vil man bl.a. opleve en effektforøgelse på ikke mindre end 40 procent fra de nuværende 250 kW til 350 kW, og bilerne udstyres med to elmotorer, hvor den bageste står for fremdriften på 350 kW (ca. 435 elektriske hestekræfter) og tilsvarende bidrager med 350 kW regenerering af den helt nye batteripakke. Fortil har elmotoren alene til opgave som generator at regenerere 250 kW ekstra til batteriet, så tilsammen vil man kunne regenerer energi med op til 600 kW. Det er et uhørt højt tal, som også indebærer, at bilerne langt henad vejen kan klare sig uden brug af konventionelle bremser. Det bliver en MEGET spændende VM-sæson, der venter forude – både på racerbanerne og i teknisk forstand.

2022 Formel e vm race 15 & 16, seoul, 13 & 14 august 2022

Du kan se stillingen og følge resultaterne her.