Mitch Evans på podiet og points til begge

Efter sejren på de steghede gader i Jakarta i 9. afdeling af Formel E VM, var Mitch Evans lidt mere betænkelig, da turen gik til over 50 graders glohede. 10. VM-afdeling blev nemlig kørt i Marrakesh i Marokko d. 2. juli. Ikke desto mindre scorede begge Jaguar-kørerne VM-points og Evans nåede endda en podieplacering.

Under kvalifikationskørslerne var resultatet mindre åbenlyst. Kvalifikationskørslerne blev afviklet om formiddagen, inden solen for alvor brændte sig ned i asfaltbanen. Lufttemperaturerne var på vej op og arrangørerne havde heldigvis på forhånd valgt, at løbet først skulle starte klokken 18. Batterierne i de lynhurtige Formel E racerbiler er i forvejen stresset til det yderste på grund af deres høje ydeevne, og når den hede asfalt afgiver sin varme til batterierne bliver belastningen endnu større.

Her handler det om at køre fornuftigt, uden at belaste den værdifulde ”energi-leverandør” for meget, for så vil sikringerne let kunne sætte en stopper for festen. Sammenlignet med serieproducerede elbiler er racerbilernes elektriske drivliner bragt helt ud på kanten af det mulige. Ligeledes lider dækkene meget under de høje temperaturer.

En del af strategien var, at afvikle de energikrævende ”Attack Modes” tidligt i løbet, men det var alle deltagere naturligvis klar over. Mitch Evans og Sam Bird, der efter kvalifikationen startede fra hhv. 6. og 13. pladsen havde succes med deres forvaltning af Attack Modes og Jaguar racernes styring af energiforbruget i kombination med kørernes påpasselighed gav bonus: Mitch Evans arbejdede sig op til 2. pladsen, men valgte i løbets sidste fase at køre energi-sikkert, så podieplaceringen og de værdifulde VM-points ikke blev sat over styr i opløbskurven og han sluttede som 3’er. Sam Bird sluttede på 9. pladsen lige i baghjulene på Mercedes’ fabrikskører, Stoffel Vandoorne, der forud for løbet i Marokko havde ført an i VM-stillingen.

Derved kunne Mitch Evans fastholde 4. pladsen i VM-stillingen og han halede ind på Jean-Eric Vergne såvel som Stoffel Vandoorne, samtidig med at han lagde afstand til dem lige efter. Kun Edoardo Mortara scorede bedre, for han vandt løbet og overtog VM-føringen. Det er fortsat MEGET tæt i spidsen af VM-kampen.

Ligeledes fastholdt Jaguar teamet også 4. pladsen i team-mesterskabet, hvor man lagde yderligere afstand til Porsche på 5. pladsen.

De næste to løb finder sted i New York, hvor der køres Formel E med Manhattan skyline i baggrunden. Løbene køres d. 16. og d. 17. juli.

2022 FORMEL E VM RACE 10, Marrakesh, 2. juli 2022

Du kan se stillingen og følge alle resultaterne her.